Meningen med livet

Livets mening

Alle mennesker har på et tidspunkt i tilværelsen, stillet sig selv spørgsmålene: Hvad laver vi her? Findes der en mening/en gud?

Nogle vælger, at søge svaret i religion, andre i videnskaben.
Hvorfor stiller vi så disse spørgsmål? Hvorfor kan vi ikke blot være tilfredse med tingene som de er?
Det er netop problemstillinger som dette, der adskiller os mennesker markant fra dyrene. Vi er evolutionens, indtil videre, mest prægtige eksemplar. Vi har en forstand og formår, at forholde os kritisk og filosoferende over livet og selve tilværelsen. For os er det ikke nok blot, at æde og have sex. Vi er "kodet" til, at skulle søge "svaret". Et svar der måske ikke findes.

I så fald vil selve spørgsmålene være meningsløse. Hvilket vil resultere i en radikal indgriben i selve menneskets forståelse, af alt omkring sig.

Menneskets formål med livet kan i princippet være døden. Denne sætning kan vi selvfølgelig ikke leve vores liv på. For vil vi så leve livet? Men i teorien kan døden være meningen, idet vi intet ved om denne.

Dette mener jeg har været en af årsagerne til, at ideen om gud opstod. Tilfældigheden kan have været en anden.
I min optik er tilfældigheden den store drivkraft bag universets og det levende væsens opståen. Dermed ligger jeg mig stærkt op af den videnskabelige teori om Big Bang samt Darwins evolutionsteori.
Teorien om, at der skulle være et højere væsen end mennesket der står bag det hele, mener jeg blot er et forsøg på, at finde en mening, hvilket jeg sagtens kan følge, i en verden der i princippet kan være uden en sådan. Det er menneskets forsøg på, at fylde tomheden i livet.
Jeg vil derfor erklære mig enig med den tyske filosof og religionskritiker Ludwig Feuerbach, der i værket Das Wesen des Christentums fra 1844, forklarer sin filosofi om, at gud ikke er andet end en projektering af menneskets egne ønsker og behov. Det er ikke mennesket der er skabt i Guds billede, men derimod er det Gud der er skabt i menneskets billede.
Jeg vælger her, at bygge lidt videre på den filosofi ved, at inddrage netop tilfældigheden.
For denne søgen efter, at fylde tomheden er blot resultatet af menneskets manglende ønske om accept af tilfældigheden. Mennesket vil blive gjort til et ubetydeligt væsen, hvis der ikke lå nogen mening bag.
Gud ser jeg ikke som andet end et andet begreb for tilfældighed, der er blevet gjort håndgribeligt, forståeligt og menneskeligt for vores forstand, bl.a. gennem Jesus.
Tilfældigheden er ligesom døden: Et begreb der ikke kan forstås af den menneskelige forstand.

Gud er ikke en magt der står bag alt. Han er ikke herren over mennesket. Vi er selv herren. Herren over liv der ikke har nogen højere mening. Gud er ikke død, som Nietzsche skrev, gud har aldrig eksisteret i den forstand religionen fortæller.
Mennesket, mener jeg, kan blot være evolutionens udvikling af bakterien. En superbakterie, uden det behøver blive science fiction.

Jeg ser intet uforståeligt i, at religion spiller en stor rolle i verden. Den udfylder netop den tomhed og uvished der er en central del af mennesket. Mange vil mene, at troende er naive mennesker når de kan leve efter en mulig opdigtet historie, nedskrevet for over 2000 år siden. Det kan de have ret i, men jeg tror religionen skal forstås på et dybere plan, for det enkelte menneske. At vælge videnskaben som ens ”religion” indebærer også en hvis usikkerhed, idet der findes flere versioner i videnskaben f.eks. universets opståen.
Altså er der indtil videre intet, hverken religion eller videnskab, der kan give et entydigt svar på menneskets store eksistentielle spørgsmål. Det vil derfor være op til det enkelte, at finde den teori der udfylder tomheden på det dybe plan.

I menneskets natur ligger et behov for, at søge dette svar. Og svaret skal udfylde tomheden.

Mit svar er, at der ingen mening er – men det udfylder ikke tomheden. Derfor vil mennesket fortsætte.